
Kobberbækken – klimatilpasning, natur og rekreative muligheder i Svendborg
Kobberbæk-projektet er et samlet klimatilpasnings-, vandløbsrestaurerings- og byudviklingsprojekt i Svendborg. Formålet er at reducere risikoen for oversvømmelser, forbedre naturen og skabe en sammenhængende blå-grøn forbindelse fra byens opland til havnen.
Projektet tager udgangspunkt i en genåbning af den i dag rørlagte del af Kobberbækken. Ved at føre vandløbet tilbage til et mere naturligt og åbent forløb får vandet bedre plads, hvilket øger kapaciteten ved kraftig regn. Samtidig skabes der bedre vilkår for biodiversitet og nye rekreative områder i byen .
Projektet gennemføres i tre etaper:
Etape 1 – Godsbanearealet
Kobberbækken åbnes og integreres som et centralt element i udviklingen af området. Strækningen udformes med fokus på både klimatilpasning og rekreative kvaliteter.
Etape 2 – Nederste Ørkilds Mølle
Her genetableres et forløb, der tager afsæt i bækkens historiske linjeføring. Løsningen forbedrer vandafledningen og bidrager til både natur og byudvikling.
Etape 3 – Øverste Ørkilds Mølle
På denne strækning etableres et mere naturligt vandløb med sammenløb mellem Kobberbækken og Trappebækken. Det styrker områdets robusthed over for oversvømmelser og forbedrer naturindholdet.
Oplevelsesruten – en blå-grønne sti gennem byen
Oplevelsesruten langs Kobberbækken skaber en ny, sammenhængende sti fra Ørkild-området til havnen. Ruten forbinder eksisterende stier med nye forløb langs vandet og gør det muligt at bevæge sig gennem byen via grønne og rekreative omgivelser.
Undervejs etableres adgang til vandløbet, nye opholdssteder og forbindelser på tværs af veje og byrum. Ruten binder boligområder, natur og havneområdet tættere sammen og gør Kobberbækken til en synlig og aktiv del af hverdagen i Svendborg.
Proces for realisering af projektet
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- 1.
Forundersøgelser og analyse 2013-2019
Forundersøgelser og analyser – dataindsamling, analyser og kortlægning af eksisterende forhold
I perioden 2013–2019 er der gennemført en række forundersøgelser og projekter med fokus på Kobberbækken, enten som hovedformål eller som en del af en større helhedsorienteret planlægning.
Følgende undersøgelser og projekter har dannet grundlag for den videre udvikling:
- Forundersøgelse for faunapassage i Kobberbækken ved Ørkilds Møller, Rambøll for Svendborg Kommune, marts 2013
- Konkretisering af ny-anlæg på Svendborg Havn, Krüger for Svendborg Vand & Affald, 2015
- F3 – Scenarier for åbning af Kobberbækken, vurdering af syv scenarier for håndtering af klimaudfordringer på Svendborg Havn, Krüger for Svendborg Vand & Affald, februar 2016
- Den Blå Kant (stormflodssikring og regnvandshåndtering), EFFEKT & Sweco for Svendborg Kommune, juni 2018
- Det nye SIMAC – projektforslag, CF Møller og Effekt Arkitekter for Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter (SMUC), februar 2019
Der er udarbejdet en samlet sammenfatning af disse undersøgelser med fokus på mulige løsninger for genåbning af Kobberbækken. Sammenfatningen kan tilgås via knappen “Hent dokumenter”.
- 2.
Dispositionsforslag 2021-2023
Helhedsplan og valg af overordnet løsningskoncept
I perioden 2021–2023 er der udarbejdet flere versioner af dispositionsforslaget med henblik på at identificere en robust og helhedsorienteret løsning for genåbning af Kobberbækken. Arbejdet har haft fokus på at afveje tekniske, klimamæssige, naturmæssige og byudviklingsmæssige hensyn i forhold til eksisterende forhold og fremtidige planer.
De tidlige versioner af dispositionsforslaget (2021) indeholdt flere alternative løsningsforslag for Kobberbækkens og Trappebækkens forløb ved både Øverste og Nederste Ørkilds Mølle, herunder forskellige scenarier for ådalsforløb, historiske tracéer og urbane løsninger. Fokus var her på at belyse tekniske muligheder og konsekvenser.
I den efterfølgende version (2022) blev der arbejdet videre med at kvalificere løsningerne med særligt fokus på klimatilpasning, herunder håndtering af skybrud, reduktion af oversvømmelsesrisiko samt sammentænkning med byudvikling og rekreative interesser. Samtidig blev der gennemført vurderinger af anlægsøkonomi og scenarier.
Den endelige version (2023) samler arbejdet i ét samlet løsningsforslag, hvor de mest hensigtsmæssige elementer fra de tidligere scenarier er udvalgt og videreudviklet. Løsningen balancerer følgende hovedhensyn:
- Klimatilpasning og hydraulisk kapacitet
- Opfyldelse af miljømål og forbedring af biodiversitet
- Integration med byudvikling og rekreative værdier
- Hensyntagen til kulturhistoriske interesser
- Anlægsøkonomi og realiserbarhed
Dispositionsforslaget danner dermed grundlag for den videre detailprojektering og realisering af projektet.
- 3.
Første realiseringsetape 2026-2028
Teknisk projektering, myndighedsgrundlag og anlæg
På baggrund af dispositionsforslaget gennemføres en supplerende forundersøgelse og detailprojektering, hvor de valgte løsninger videreudvikles og tilpasses de konkrete forhold. Samtidig udarbejdes myndighedsgrundlag, og de nødvendige tilladelser indhentes.
I denne fase gennemføres også borgerinddragelse og høring, så borgere og interessenter får mulighed for at bidrage med input til projektet.
Når projekteringen er afsluttet, gennemføres anlægsarbejdet. Det omfatter etablering af nye vandløbsforløb, forbedring af vandløbenes passage, naturgenopretning og rekreative tiltag. Dermed realiseres projektets første etape og grundlaget skabes for den videre udvikling af Kobberbækken.
Fasen afslutter projektets første realiseringstrin og danner grundlag for den videre udbygning af Kobberbækken som klimatilpasnings- og rekreativt element i Svendborg.
- 4.
Øvrige etaper
Kobberbækken-projektet udvikles i tæt sammenhæng med de øvrige projekter på havnen, samtidig med at der arbejdes på at sikre finansiering til de kommende etaper.
Tidsplanen for realiseringen af de øvrige etaper fastlægges i takt med, at finansieringen og den videre projektudvikling falder på plads.

















