
Ny streetbasketbane på havnen
En ny streetbasketbane tager form foran pumpestationen på Svendborg Havn. Med kurve, som er udformet efter historiske skibe, skal banen være med til at formidle Svendborgs maritime arv.

De seneste dage har to markante skorstene rejst sig på havnen.
Skorstenene er kurve på en ny streetbasketbane, som netop nu er ved at blive færdiggjort.
Banen er endnu ikke helt klar til kamp, men så snart det sidste hegn er fjernet, kan du snøre skoene og tage plads på asfalten.
Skorstenene er inspireret af to historiske skibe med rødder i Svendborg:
-
Laura – det første dampskib i Mærsk-familien, og det første skib med den syvtakkede stjerne. Skibet anløb Svendborg i 1886 og blev i mange år byens eneste dampskib med fokus på handel.
-
Thurø – en dampfærge bygget i 1906 på Ring-Andersens Værft. Den sejlede i årtier mellem Svendborg og Thurø, indtil dæmningen og broen i 1934 gjorde færgeruten overflødig.
Dermed står de to kurveskorstene som små monumenter over Svendborgs maritime arv.
De er fremstillet i genbrugsstål af det lokale firma Arnsen Stålproduktion.
Streetbasketbanen bliver en del af den kommende geohavnepark.
Projektet er gjort muligt gennem støtte fra BørneBasketFonden, finansieret af A.P. Møller Fonden og Svendborg Kommune.