Så er de nye lejere fundet

13. november 2020 - Anna Pia Holmgaard

Så er de nye lejere fundet

Så er de nye lejere til frederiksøens lokaler fundet. Hele 21 lejere kan få glæde af lokalerne, og være med til at skabe mere liv og aktivitet på Frederiksø til glæde for byens borgere.

Nye lejere til Frederiksø

Da opslaget om, at man nu kunne ansøge om et lokale til sit kreative projekt på Frederiksø, blev slået op, viste der sig at være en uventet stor interesse for at komme i betragtning til et lejemål. Svendborg Kommune fik hele 64 ansøgninger – og med kun 17 lejemål, betød det, at man skulle ud i en længere udvælgelsesproces, før det lykkedes at udpege de kommende lejere. Processen er nu afsluttet, og de udvalgte projekter har fået besked om, at de pr. 1. december 2020 kan flytte ind på Frederiksø.

Udvælgelsespanelet har fokuseret på at få sammensat en bred vifte af forskellige aktører, ligesom der også har været fokus på potentielle samarbejder. Det fokus har betydet, at der er skabt plads til at hele 21 lejere kan få glæde af lokalerne, og være med til at skabe mere liv og aktivitet på Frederiksø til glæde for byens borgere. De udvalgte ansøgere dækker over såvel tidligere som nye lejere, og deres aktiviteter spænder vidt. Fælles for dem er, at deres projekter scorer højt i forhold til udvælgelseskriterierne tilgængelighed, samskabelse og deltagelse.

Indholdet af projekterne favner bredt og omfatter bl.a. kunst og kultur, håndværk og kreativitet, maritim arv, bæredygtighed m.m. Som indbygger i Svendborg Kommune betyder det, at man kan se frem til en videreførelse af bl.a. Maritimt Kulturværksted, Kultutten og Cykeltutten. Ligesom Beatyard, Cirkusrummet, DOK57 og Aabjørns Skateboard Laboratorium også stadig er at finde i lokalerne.