Den Blå Kant - Strategi og handleplan for Svendborgs relation til vandet

Billede af oversvømmet havneplads i nedgående sollys.
Havnepladsen i Svendborg ved oversvømmelse 2019

Den Blå Kant - Strategi og handleplan for Svendborgs relation til vandet

Svendborg Kommune har allerede et bud på, hvordan byen kan sikres mod oversvømmelser. Men det er en stor og dyr løsning – og spørgsmålet er, om byens udvikling og dermed forudsætningerne for projektet forandrer sig så meget, inden projektet er finansieret, at der er brug for at justere kursen.

Svendborg Havn er landets bedst bevarede industrihavn, og byen rummer kulturarv af særlige og uerstattelige værdier i både et lokalt og nationalt perspektiv. Men stort set alle bevaringsværdige bygninger og samlede kulturmiljøer på havnen ligger indenfor et område, der oversvømmes ved en højvandshændelse på mellem kote 1,40–2,00m.

Dertil kommer, at landskabet ved Svendborg topografisk danner en skålform. Al spildevand fra by og opland samt store mængder overfladevand ledes fra baglandet gennem byen og ned mod havnen. Det betyder, at en digeløsning langs havnekanten vil skulle suppleres med et stort antal kraftige pumper for at kunne følge med ved samtidige højvandshændelser.

Vandet truer, ja – men byen udvikler sig, og forudsætninger ændres

For at hente ideer til hvordan det stigende havvand kan håndteres på en måde, så der sikres fortsat god kobling mellem kulturarv, by og havn, gennemførte Svendborg Kommune i 2017-18 arkitektkonkurrencen Den Blå Kant.

Vinderprojektet blev en sluseløsning ude i vandet frem for en digeløsning inde på kajkanten. En løsning som er dyrere, men som blev vurderet som den bedste løsning med hensyn til havnens kulturarv og rekreative værdi. Projektet foreslår to sluseløsninger med klapper på havbunden og en kombineret sluse-og broløsning ved Træskibshavnen. Alle tre sluser kombineres med en række digeløsninger på land.

En central udfordring er imidlertid, at tidsplanen for realisering afhænger af, i hvilken takt der kan sikres den nødvendige finansiering til projektet. Det økonomiske overslag for en samlet realisering udgør op til 680 mio. kr., og det kommunale anlægsbudget vil ikke kunne finansiere løsningen indenfor en overskuelig årrække. Pt. er der ikke drøftet finansieringsmodeller, som involverer berørte grundejere eller byens øvrige interessenter.

Samtidig ændrer forudsætningerne for løsningsforslaget sig i takt med byudviklingen, og spørgsmålet er, om investeringer til sluseanlæg vil stå mål med de værdier, som er der i dag og i fremtiden – og om der er arealer, hvor risikoen for oversvømmelser reduceres i takt med at byen udvikler sig. Måske vil der være dele af byen, som ligefrem ’sikrer sig selv’ i takt med at kravene til sikring af nybyggeri slår igennem – og måske sker det i virkeligheden længe før det bliver muligt at finansiere vinderforslaget.

Frem for at klø på med en ren anlægsteknisk projektmodning af vinderforslaget, er formålet med pilotprojektet her i stedet at stoppe op et øjeblik og give rum til at kvalitetssikre, forventningsafstemme og efter behov justere kursen.
 

Pilotkommune i Byerne og det stigende havvand

Svendborg Kommune er sommeren 2021 blevet udvalgt som pilotkommune i kampagnen ”Byerne og det stigende havvand”, der er blevet til i et partnerskab mellem Miljøministeriet og Realdania. Svendborg Kommune vil gennem samarbejdet med partnerskabet og de øvrige ni pilotkommuner komme mange skridt længere i planerne om at realisere en samlet klimatilpasning for Den Blå Kant på Svendborg Havn. Projektet giver anledning til at overveje projektets samlede realiserbarhed, projektets effekt over tid og de samfundsøkonomiske konsekvenser, så der opnås mest værdi for pengene - både på kort og langt sigt. Derudover vil projektet give viden fra netværk med andre kommuner og fagpersoner, der arbejder med lignende klimatilpasningsprojekter.

Resultatet bliver:

  • en handleplan som gør rede for projektets samlede realiserbarhed, projektets effekt over tid og de samfundsøkonomiske konsekvenser, så der opnås mest værdi for pengene – både på kort og langt sigt.
  • en handleplan som også gør rede for håndtering af risiko både på lang sigt og i en mellemliggende periode, til der er en samlet løsning, og som peger på mulige alternativer, der kan håndtere ændringer i forudsætninger.
  • en kvalificerende proces, hvor principielle valg genovervejes via en DAPP analyse og senere en cost-benefit-analyse.
  • en kompetenceudvikling i Svendborg –både set fra et fagligt, politisk og borgerrettet perspektiv via et udviklingssamarbejde med partnerskabet og i netværk med andre kommuner og fagpersoner, der arbejder med lignende klimatilpasningsprojekter.

Se mere om projektet på Realdanias hjemmeside her.

Borgermøde om klimatilpasning på Den Blå Kant maj 22

Borgermøde om klimatilpasning

Svendborg Kommune afholdt borgermøde om klimatilpasning på Den Blå Kant Torsdag d. 19. maj. Her var der information om udfordringer, hvilke værdier der går tabt og hvilke løsninger der er mulige. De fremmødte stillede mange gode spørgsmål og der var en god dialog der vil blive taget med videre i arbejdet med en handleplan for klimatilpasning på Den Blå Kant. Du kan se præsentationen fra borgermødet her. 

 

Vinderforslag "100 % Svendborg" 2018

Nye byrum på vandkanten - Den Blå Kant

Svendborg Kommune udskrev i 2017 en projektkonkurrence for at finde de bedste løsninger for fremtidens byrum langs havnen. Konkurrencen giver bud på en samlet plan for byrum og klimatilpasning i Den Blå Kant. Vinderforslaget formår at skabe sammenhæng og forbindelse langs Svendborg Havn, med byrum af høj kvalitet, og samtidig klimasikre havnen og den omkringliggende by mod højvande og kraftig regn. Se vinderforslaget her i DEL 1 og DEL 2

Byrum og klimatilpasning hænger sammen

Vinderforslaget bevarer den direkte forbindelse mellem vand og bymidte ved at løse højvandssikringen på den ydre del af havnen over Frederiksø med en kombination af sluser og diger. Projektet foreslår en ny kombineret bro og højvandssikring over vandet ved Træskibshavnen. Mellem Hudes Plads og Frederiksø mod nord og mellem Havnepladsen og Frederiksø mod syd anviser forslaget sluseløsninger, i form af klapper på havbunden. Ved ekstremt højvande kan disse klapper hæves, og sammen med diger på land vil de sikre hele havneområdet mod oversvømmelse. Klapperne vil ikke være synlige ved normal vandstand og bliver kun aktiveret ved de sjældne højvandshændelser. I situationer med skybrud og kraftig regn har vinderforslaget anvist løsninger, hvor vandet ledes væk fra bygningerne og ned i havnen via åbne render.