Velkommen til fremtidenshavn


Svendborg havn er i hjertet af Svendborg i mere end én forstand. Dels er havnen et af de bærende elementer i Svendborgs kulturarv, dels er den tiltænkt en central rolle i udviklingen af fremtidens Svendborg. På siden her kan du løbende finde information om udviklingen af Svendborg havn - fremtidens havn.

Havnens historie


1700-tallet
Skibsbygning er et af de ældste og vigtigste erhverv i Svendborg. Allerede i begyndelsen af 1700-tallet blev der bygget skibe på den åbne kyst nedenfor nuværende Dronningemaen. Frederiksøen var dengang blot en sandbanke midt i sundet.

1800-tallet
I 1800-tallet bestod Svendborg Havn af en havneplads for enden af Brogade og nogle nedrammede pæle ude i bugten. Denne udstrækning af havnen havde stort set været uændret siden middelalderens første anlæg. Forbindelsen mellem by og havn var Brogade. For enden af den fandtes en port, hvor man betalte told af indførte varer. Havnepladsen var centrum for transport af personer og varer til og fra Svendborg, ikke mindst til øerne i Øhavet. Den travleste overfart, den til Tåsinge, fandtes dog et stykke syd for havnen.
Udsigt over Svendborg Havn engang i 1880'erne.

1840 - Frederiksøen bliver til
Frederiksøen midt i havnen var en sandbanke, der gradvis voksede, når skibe smed deres ballast. Senere blev der påfyldt materiale fra uddybning af havnen. Officielt blev øen allerede taget i brug i 1840, da inddæmningen var fremskreden nok til at etablere dok og bedding.

1854 - Gasværket anlægges
Syd for Havnepladsen opførtes i 1856 et gasværk med en ca. 40 meter lang bro. Gasværkets produktion var afhængig af store tilførsler af kul, og fik derfor sit eget havneafsnit.

1867 - Ring-Andersen flytter til Frederiksøen
I 1867 flyttede Ring-Andersen sit skibsbyggeri til øen ved en nyanlagt bedding. I de følgende årtier opstod et træskibsværft, hvor der blev bygget mange skibe. Værftet er stadig i brug den dag i dag.

1866-68 og 1872-76 - Udvidelser af havnen - Jessens Mole
Blandt andet som følge af den hastigt voksende dampskibstrafik, blev havnen udvidet af flere omgange, således at Jessens Mole stod færdig i 1876.

Topografisk kort år 1903
1890 - Norde Havn anlægges
I 1890 påbegyndtes opførelsen af Nordre Havn for enden af Jessens mole. Havneafsnittet stod færdigt i 1893, og området bagved blev primært udlagt til industri. Jessens Mole og Nordre Havn var fra starten oplagringspladser for kul og træ med store åbne pladser og mindre boder.

1898 - Østre Havn anlægges
Den sidste tilføjelse til havneanlægget kom med etableringen af Østre Havn i forlængelse af Nordre Havn. Dette arbejde stod på i perioden 1898-1901. I den østlige ende blev et havnebassin udgravet, der af uransagelige grunde blev kaldt "Frihavnen." Østre Havn blrev fra anlæggelsen præget af korn- og foderstofindustrien - bl.a. Svendborg Boghvede- og Havremølle fra 1895 og Fyns Andels Foderstofforretning (FAF) fra 1905, hvis stadigt eksisterende pakhuse fra 1901, 1955 og 1960 dominerer havnefronten.

Svendborg Dampmølle ca. 1900.
1900-tallet
I forlængelse af anlægget af Odense-Svendborgbanen i 1876 fik alle havneafsnit efterhånden tilføjet godsspor. Havnen var dermed blevet et trafikalt knudepunkt, og det gavnede industrien.

1907 - Svendborg Skibsværft opstår
På Frederiksøen voksede Svendborg Stålskibsværft frem fra 1907, og værftet tog gradvis en stor del af øen i brug og prægede havnen med store bygninger og anlæg på øen.

Svendborg Værftshavn. Frederiksøen ca. 1948.

1935 - Den runde lystbådehavn
En nyskabelse i Svendborg Havn er den karakteristiske runde lystbådehavn. Den blev bygget i 1935 efter massivt pres fra den voksende flok af lystsejlere.

Østre havn med kornsiloerne, hvoraf én er under opførelse. år 1960.
1915-1990 - Udvikling af Svendborg Skibsværft
Svendborg Skibsværft fik sin nuværende form i 1917-18, hvor de nye ejere opførte en række centrale bygninger. I 1920 blev der anlagt bro og jernbanespor til fastlandet. Administrationsbygningen og den oprindelige kraftcentral, der er bygget sammen med administrationsbygningen er ligeledes fra 1918.

Stålskibsværftet oplevede branchens op- og nedture, men havde gode år i efterkrigstiden. Oprindelig havde værftet tre beddinger, der omkring 1960 blev erstattet af én større bedding med to skibsbygningskraner. I samme periode blev der bygget tre nye dokker som supplement til den gamle dok fra 1911.

Igennem 1900-tallet er der kommet adskillige nye bygninger til på værftsområdet, samtidig med at de ældre bygninger hen ad vejen har fået nye funktioner. Mest markant står de store haller fra 1970'erne og -80'erne med deres beklædning af blå bølgeblikplader.

Luftfoto fra salgsmateriale fra 1990'erne..

1992 - Slut med godstog
I 1992 kørte det sidste godstog på Svendborgbanen, og dermed var fordelen ved havnens forbindelse til jernbanen forsvundet.

1990'erne
I 1990'erne havde havnen som industrikvarter haft sin storhedstid, og en række industrivirksomheder var enten lukkede eller flyttet, bl.a. lukkede Nordisk Kellogg's sin  fabrik på Østre Havn i 1997.

2001 - Værftet lukker
Efter flere år med økonomiske vanskeligheder, gik Svendborg Skibsværft  i 1999 konkurs. Med hjælp fra lokale investorer blev der efterfølgende etableret et nyt selskab, der udelukkende udførte reperationer. Denne virksomhed lukkede endeligt i 2001. Området blev efterfølgende overtaget af NEG Micon, som fusionerede med Vestas i 2004.

2006 - Vestas lukker 
Vestas lukker sin vindmøllefabrik på Frederiksøen, og efterlader store tomme arealer på havnen.

Kilder:
Den maritime kulturarv i Det Sydfynske Øhav af Svendborg Kommune m.fl
Frederiks Øen af Bjarne Bekker

0 kommentarer:

Send en kommentar